Buketter
Så rødt er altså blod,
så rødt som kærlighed
spildt i sne,
et skrig i
mørket en vinternat;
så rødt er blod som
hadet der ætser
folkeslag og
sætter kulturer i
stå,
så rødt som valmuens
vuggende bæger en
sommerdagstid og vi
går forbi og vender vi
os ser vi vore spor i
sneen som en stemplet
påstand der forsvinder
bagud og bliver væk i
ingenting og
betydningen ligger
forude eller måske
lige her hvor sneen
råber afmægtigt og
tomheden splintres til
ufattelighed
Så rød er sneen
hvor én er død og
en anden har høstet for at
fortsætte fremad det
stykke vej der er til
enden hvor svaret vel
venter, at ingen forgæves
betræder den
vej der
former sig under
vore skridt og hvor
sporet ender
finder vi hænderne tunge af
plukkede vækster vi
rækker frem og var vi
alene engang, er vi det
ikke her
Januar 2010
Den Gamle Poet læser op
