Mistanken
Som et stjerneskud der
flænser himlen i en
glødende stribe
styrter tanken ind i
hendes sind og
slår ned
Ud af Helvede
dukker øksen frem og
kløver hendes
verden
Hun gemmer sine
øjne mellem
bladene og
går frem ad stien
ved hans side
Fuglene synger om
blomstrende roser
på den anden side
hvor han ler mod
den åbne himmel mens det
glødende ørkensand
brænder hendes fødder
Hun ved ikke
længere hvem
hun er eller hvor
hun går hen
Hun følges med en
ukendt
forklædt som
ham
Den Gamle Poet læser op
